Ung kok med ambitioner

Han vil ikke kun servere mad til campingpladsens gæster. Han vil have kunder fra Thisted i vest til Aabybro i øst.

24-årige Lars Hyldahl fra Vorupør har overtaget Restaurant Klim Strand og allerede åbnet dørene for spisende gæster.

- Jeg er uddannet kok fra Hotel Nørre Vinkel i Lemvig. Det har altid været min store drøm at få min egen restaurant, hvor jeg både kan lave spændende mad og kæle for gæsterne, fortæller Lars Hyldahl i en pause mellem arbejdet med at fylde lageretret, frysere og køleskabe på den store restaurant midt på Klim Strand Camping.

Det bliver svært

- Jeg ved, det bliver svært at få det til at blive en helårsrestaurant. Men jeg prøver. Jeg er ung og single, så jeg har råd til at bruge tiden på opgaven nu. Havde det været om ti år, hvor jeg sikkert er blevet familiefar, så havde det været sværere.

Han ved godt, at der har været mange dygtige kokke, der har forsøgt samme opgave før ham.

- Jeg har troen på, at det vil lykkes for mig. Jeg satser på en godt og spændende menukort med a la carte-retter lavet fra bunden af gode råvarer. Men hvad der er vigtigst: Jeg satser samtidig på et godt miljø, hvor mine gæster føler sig hjemme fra første minut, de kommer ind i restaurationen.

Lars Hyldahl vil gerne tage mod gæsterne, inden de træder ind ad døren.

- Jeg har en ide om at tage mod gæsterne ude på terrassen. Måske med en snackkurv, der kan nydes til et glas vin, en kølig øl eller vand. Her kan menukortet studeres, og maden kan bestilles. Så er bord og mad klar, når gæsterne lidt senere træder ind i restauranten.

Egen marinade

På det kulinariske område vil han have et par specialiteter: Pandestegt rødspætte og marinerede spareribs. Men også dagens ret - traditionel dansk mad.

- Jeg er uddannet i en fiskeby, og restaurationen ligger ved havet. Derfor rødspætterne. Jeg laver min egen marinade til mine spareribs. Den er jeg kendt for, så en skal mine gæster her på campingpladsen også nyde.

Lars Hyldahl vil markedsføre sig i området omkring campingpladsen.

- Det er mit håb, at mange vil besøge Restaurant Klim Strand og opleve, hvad jeg kan lave - god mad, god stemning og ikke mindst en god service. Jeg har ansat fem deltidsansatte tjenere, og de er valgt ud fra et kriterium om service ud over faglige kvalifikationer. Mine gæster skal opleve, at de er velkomne her. Og at vi gerne siger på gensyn frem for farvel.

Alle er velkommen

Restaurant Klim Strand er ikke kun for campingpladsens gæster, men også fra enkeltpersoner, familier og virksomheder, der gerne vil nyde god mad i spændende omgivelser.

- Det er mit mål, at jeg i ydersæsonen kan tilbyde ophold i pladsens hytter og huse, hvor et besøg i wellnesscentret med massage til kvinderne og eventuelt et ølbad til herrerne kan være en festlig optakt til en hyggeaften i min restaurant.

I april og maj vil restauranten holde lukket på onsdage, men fra 1. juni er der åbent alle ugens syv dage.

Ud over restauranten har Lars Hyldahl også overtaget pladsens pizzeria. Den åbner Kristi himmelfartsdag torsdag 12. maj.

Kilde: www.nordjyske.dk

Vejret ved os

Delvist skyet, så er det godt vi har lejet en luksus hytte på klim strand camping

5°C

Delvist skyet, så er det godt vi har lejet en luksus hytte på klim strand camping